top of page
tønder.jpg

VEDTÆGTER

§1 Foreningens Navn og Hjemsted

 

1.1  Foreningens navn er ”VinterbaderneFanø”, stiftet den 2. april 2016 på Fanø.

1.2  Foreningens hjemsted er Fanø Kommune.

§2 Formål

 

2.1 Foreningens formål er at dyrke vinterbadning og at skabe bred interesse herfor samt at tilsikre gode og sikre rammer for udøvelsen og at fremme sundhed og socialt samvær blandt medlemmerne. Badning kan foregå året rundt.

§3 Medlemskab

 

3.1 Alle kan blive medlem.

3.1.1  Medlemskab træder i kraft når indmeldelse og betaling af kontingent har fundet sted og de fornødne adgangskoder er modtaget.

3.1.2  Medlemmer under 18 år har kun adgang til klubbens faciliteter sammen med et voksent medlem.

§4 Ordensregler

 

4.1  Al færden og vinterbadning/badning samt benyttelse af foreningens omklædning/sauna/badebro/bade trappe m.v. sker på eget ansvar.

4.2  Bestyrelsen kan udarbejde regelsæt for benyttelsen af foreningens faciliteter samt udarbejde ordensregler for opførsel og omgang.

4.3  Ved overtrædelse af de etablerede regelsæt/ordensregler kan Bestyrelsen bortvise et medlem og/eller fratage medlemskabet.

4.4  Medlemmerne skal udvise ansvarlighed for foreningens udstyr og faciliteter.

§5 Generalforsamling

 

5.1  Ordinær Generalforsamling afholdes hvert år i oktober/november måned, hvis muligt.

5.2  Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed og er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal.

5.3  Stemmeberettigede er medlemmer over 18 år, der har betalt kontingent.

5.3.1  Afstemninger afgøres ved simpelt flertal. Dog kræver beslutning om Vedtægtsændringer tilslutning af 2/3 dele af de tilstedeværende stemmer.

5.3.2  Der kan stemmes ved skriftlig fuldmagt. Hvert tilstedeværende medlem kan højst medbringe en skriftlig fuldmagt. Ved stemmelighed bortfalder forslaget.

5.4 Der indkaldes til den årlige ordinære Generalforsamling med mindst 21 dages varsel ved annoncering i lokale medier samt på foreningens Hjemmeside og Facebookside samt via e-mail direkte til medlemmerne.

5.4.1  Forslag, som ønskes behandlet, må være formanden i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen og vil kunne ses på foreningens Hjemmeside samt via e-mail til medlemmerne. Anonyme forslag behandles ikke.

5.4.2  Ekstraordinær Generalforsamling skal afholdes når en Generalforsamling, et flertal af bestyrelsens medlemmer eller 1/3 del af foreningens medlemmer begærer dette.

5.4.3  Begæringen skal indgives skriftligt til Bestyrelsen og indeholde en angivelse af dagsorden.

5.4.4  En ekstraordinær Generalforsamling skal indkaldes med mindst 14 dages varsel og skal afholdes senest 4 uger efter begæringens modtagelse.

5.5 Dagsorden for den ordinære Generalforsamling skal som minimum indeholde følgende punkter:

1.Valg af Dirigent,

2. Referent og eventuelt stemmetæller.

3. Bestyrelsens beretning

4. Fremlæggelse og Godkendelse af regnskab

5.Behandling af indkomne forslag

6. Fastsættelse af årskontingent

7. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter

8. Valg af revisor

9. Eventuelt

5.5.1.Senest 4 uger efter Generalforsamlingen udfærdiges et referat, som underskrives af Dirigenten.

5.5.2.Referatet lægges på foreningens hjemmeside og fremsendes til medlemmerne via e-mail indenfor samme tidsfrist.

§ 6 Ledelse

 

6.1 Foreningen ledes af en bestyrelse på 5 til 7 personer, der vælges på Generalforsamlingen for 2 år ad gangen. Derudover vælger Generalforsamlingen 2 suppleanter og 2 interne revisorer, ligeledes for 2 år. Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, kasserer og sekretær. Begge køn bør være repræsenteret.

6.1.1 På valg i lige år: 2-3 bestyrelsesmedlemmer og 1 suppleant På valg i ulige år: 3-4 bestyrelsesmedlemmer og 1 suppleant

6.2  Bestyrelsen kan nedsætte arbejdsgrupper.

6.3  Formanden indkalder til bestyrelsesmøder efter behov, dog minimum 2 gange om året samt til Generalforsamling efter gældende bestemmelser og aflægger overfor denne beretning om forhold af interesse for foreningen. Bestyrelsen er beslutningsdygtig når mindst halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne er til stede, heriblandt formand eller næstformand.

6.4  Bestyrelsen er bemyndiget til, som led i rekruttering af nye medlemmer, i årets løb at give særlige tilbud om medlemskab ligesom specielle aftaler kan indgås med virksomheder og feriegæster.

 

6.5  Bestyrelsen kan selv fastsætte sin forretningsorden og træffe de beslutninger, der er nødvendige for foreningens drift.

 

§ 7 Foreningens opløsning

 

7.1 Forslag om opløsning af foreningen kan kun behandles på en lovligt indvarslet Generalforsamling hvor mindst halvdelen af de stemmeberettigede er til stede. Der kræves mindst 3⁄4 af de afgivne stemmer for at opløsning af foreningen kan finde sted.

 

7.1.2 Er der ikke tilstrækkeligt antal medlemmer til stede, indkaldes til en ekstraordinær Generalforsamling hvor beslutning kan træffes med overnævnte stemmemajoritet uanset antal fremmødte medlemmer.

7.3 Foreningens eventuelle formue og kassebeholdning ved opløsningen anvendes til almennyttige og/eller kulturelle formål på Fanø, som Generalforsamlingen måtte beslutte.

 

§ 8 Tegningsregel

 

8.1 Foreningen tegnes af formanden eller næstformanden i forening med kassereren eller 2 øvrige bestyrelsesmedlemmer.

8.1.1 Ved køb, pantsætning eller salg af fast ejendom kræves dog underskrift af den samlede bestyrelse.

 

8.2  Bestyrelsen kan give Kassereren bemyndigelse til at disponere over foreningens bankkonti.

 

8.3  Foreningen hæfter med sin formue og bestyrelsen/medlemmerne hæfter ikke for foreningens gæld.

 

§ 9 Regnskab

 

9.1 Foreningens regnskabsår går fra 1. oktober til 30. september.

9.2 Årskontingentet og eventuelt indmeldelsesgebyr, som fastsættes på Generalforsamlingen, opkræves hvert år i december måned og skal være indbetalt på foreningens konto senest den 31. januar i det nye år, med mindre anden særskilt individuel aftale er indgået med Bestyrelsen.

bottom of page